onsdag den 30. oktober 2013

Mangel-gennemgang

Her til morgen gennemgik vi huset for fejl og mangler. Det var rart igen at møde vores byggeleder, som vi sidst så ved materialegennemgangen, men som vi har talt i telefon med mange gange undervejs og mailet lidt med.

Vi gennemgik alle rum og skrev op på en liste, hvad der p.t. mangler. Huset skal først stå færdig i næste uge. Umiddelbart vurderer vi, at de nok skal nå at udbedre de fleste eller alle mangler. De mangler, vi har fundet, falder i to kategorier: Enten er det mangler, som fx leverance af hårde-hvidevarer, som bare ikke er nået endnu, men som uanset mangel-gennemgang ville blive lavet i den kommende uge. Eller også er det mangler i den absolutte småtingsafdeling som fx plet-maling efter at gulvlæggeren har huseret.

Det, som giver anledning til størst bekymring, er trægulvet. Det giver nogen steder en del efter, når vi går på det. Det knirker mindre nu end i starten, men det knirker stadig. Gad vide, om det skal lægges helt eller delvist om?

Vi afleverede håndværker-nøglen til huset i dag. Det betyder, at vi ikke kan komme ind i huset før onsdag, hvor afleveringsforretningen finder sted.

Men vi kan følge med i, hvad der sker udvendigt. Udvendigt mangler sålbænke, nedløbsrør, solceller, murkrone og en vandhane. Det hvide på husets murværk skal formodentlig fikses igen. Det ser ud som om, at øverste halvdel af huset har fået mindre hvidt end nederste halvdel.

Vi glæder os meget til at overtage huset på onsdag.


4 kommentarer:

  1. Det lyder lovende, glæder mig på jeres vegne og håber det hele nåes inden onsdag.

    SvarSlet
  2. Hvad med jer. Er I gået i gang med at bygge?

    SvarSlet
  3. Vi er 99% færdige med at tegne (se Holte 4 på M2plus). Hastigheden af jeres byggeri har dog været yderst opløftende, der lyder også som om, at der ikke har været ret mange problemer undervejs. Jeg er spændt på resultatet af fugerne, da jeg selv er meget lidt fan af aluminiumslister.

    SvarSlet
  4. Jeg har kigget på tegningen af jeres hus inde på Mogens hjemmeside. Det ser rigtig flot ud.

    Vi har nu haft lejlighed til at kigge nærmere på gummifugerne. De er ikke så grå, som de ser ud på billederne. Farven er tættere på gulvet. De er lavet super flot. Vi synes derfor, at de er langt at foretrække frem for listerne. Det bedste ville have været, hvis de havde kunnet lime gulvet, så man helt slap for fugerne. Den mulighed afprøvede vi desværre ikke.

    Husk at spørge til sålbænkene. Vi blev overraskede over, at de ikke blev leveret i et stykke. Vores vinduer er åbenbart så lange, at der skal to til. Hvis vi havde vidst det på forhånd, havde vi valgt at betale for at få specialfremstillet sålbænke i et stykke - eller måske tegnet vinduerne kortere, så de passer til standard-sålbænke. Vi ville nok også have valgt nogle sålbænke, der var strammere i udtrykket. Men hvem tænker på at interessere sig for detaljerne i sålbænke, når man er undervejs i en materialevalgsproces? Vi synes ellers, at vi har været meget opmærksom på detaljerne undervejs, men det kan indimellem være svært at rumme det hele.

    Et godt råd er også at tage ud og kigge på et færdigbygget hus, som den entreprenør, der skal bygge jeres hus, har bygget. Og studér så intensivt alle detaljerne. Det råd fik vi fra entreprenøren. Det var et godt råd, som hjalp os i materialevalgsprocessen.

    Held og lykke med projektet! Det er virkelig hårdt, men samtidig er det super spændende og det hele værd.

    SvarSlet