onsdag den 14. august 2013

Væggene er vokset lidt

Arbejdet med væggene skrider fremad. I weekenden kan vi forhåbentlig gå rundt i rummene.

Tidsplanen for overtagelse af huset er nu igen 6. november. Det er vi super glade for. Vores byggeleder har hele tiden sigtet efter 6. november og forstod ikke, hvorfor vi havde modtaget en tidsplan, der angav 22. november som overtagelsesdag. Lasse Larsen har aldrig betalt dagbøder, og de har ikke tænkt sig at gøre en undtagelse i vores tilfælde, lød beskeden. Deres huse bliver færdige til tiden. Punktum! Det er skønt, fordi vi så kan nå at komme ud af lejligheden og få den renoveret inden den 1. december, som vi skal ifølge vores lejekontrakt. Hvis vi først kunne flytte ind den 22. november, ville vi skulle betale en måneds husleje mere (og bo her 3 uger yderligere).

Vi har i dag modtaget et tilsynsnotat med 8 spørgsmål til Lasse Larsen. Som bygherre ligger man ikke lang tid i hængekøjen og bare nyder byggeriet, som skrider frem. Vi har skullet drøfte radon-sikring, rensebrønde, niveau-fri adgang (som kommunen kræver) m.m. Vi har lært mange nye ord:). I morgen skal vi tale med vores byggeleder om murkrone, pladefalse kontra træfalse, murbindere, vægdimensionering og andet godt. Det meste af det, forstår vi ikke et hak af. Men ifølge vores rådgiver er der bygget lidt anderledes i praksis, end tegningerne og materialebeskrivelsen foreskriver. Hvorvidt det er et problem eller ej, ved vi ikke endnu.

Badeværelset. Det stykke væg, som rager lidt ud, markerer, hvor resten af væggen til badeværelset skal være.

Indgangene til huset: Bryggersindgangen yderst til venstre i billedet og hovedindgangen midt i billedet. 

Kig ned igennem huset fra stuen. 

"Facaden", som den ser ud lige nu inden murstenene

"Inde" i "huset" - lige nu gasbetonmesterens arbejdsplads

Huset set fra vejen.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar